Dancer In the Dark er den første Trier-film, jeg ser, og hold da op! Filmen handler om moderen Selma, der rejste fra Tjekkoslovakiet til USA med sin søn, for at han kunne få en operation mod den sygdom, der en dag vil gøre ham blind. Selma kæmper selv med samme sygdom og er stort set blind. Hun arbejder hårdt for at tjene penge til operationen, men hendes nabo og ven stjæler pengene fra hende pga. sine egne økonomiske problemer. For at få penge tilbage, må Selma overskride sine egne grænser.
Filmen er så smukt lavet med håndholdt kamera, der zoomer ind på skuespillerne, for at følelserne virkelig kommer til udtryk. Noget af det, jeg bedst kan lide ved filmen, er nok, at der ikke er noget soundtrack på filmen
(hvis man ser bort fra de enkelte musicalscener). Det hele bliver ligesom meget mere melankolsk og ærligt, uden alt muligt henover.
Filmen er virkelig et kig værd, fordi den bare er så smukt udført og indebærer et virkelig smukt budskab. Jeg er ikke typen, der græder til film. Jeg græd hverken til
A Walk To Remember eller
Titanic. Men
Dancer In the Dark kunne ikke holde mine tårer tilbage.
