B A G O M W O O D Y A L L E N ?

(.)
(kilde 1, 2).

Efter at have set Midnight in Paris har jeg fået et mindre flip med Woody Allen, og det undrer mig egentlig lidt, at det var min første Woody-film. Jeg glædede mig virkelig til at se Woody Allen: A documentary, men jeg blev desværre meget skuffet. Jeg havde håbet at komme bag kameraet og tættere ind på ham som person, men det meste af filmen var egentlig en mere eller mindre detaljeret gennemgang af hans filmkarrieres opturer og nedturer, og det kedede mig. Jeg ville gerne, at der var mere fokus på Woody og ikke på hans film. Jeg blev så glad, da han trak en masse noter og idéer til film m.m. frem fra sin natbordsskuffe - en kæmpe rodebunke med idéer skrevet på alle mulige lapper fra forskellige hoteller m.m. Og da han viste os den skrivemaskine, han har ejet i ca. 50-60 år, og som han har skrevet alle sine film på. Først der kommer man tæt ind på Woody og ser, hvem der egentlig står bag filmene, og det var i de få øjeblikke, at jeg vågnede op fra min søvn. Jep, jeg sov faktisk lidt og var på et tidspunkt tæt på at give helt op.
Jeg er virkelig ked af, at filmen skuffede mig så meget, for jeg er virkelig blevet vild med Woody-film. På trods af dokumentaren har jeg lyst til at se hans film - gamle som nye - også selvom han har en træls forkærlighed for Diane Keaton og Scarlet Johanson. Jeg elsker hans menneskelige tilgang til sine film. Vi er på et niveau, hvor menneskene sættes i fokus, det er dem og deres liv, der er vigtigt og vores indgangsvinkel for at komme tættere på, hvad der er vigtigt i livet, hvad vores mål er.

THE TEMPEST

Jeg har ikke læst meget Shakespeare, men af det jeg har læst, ligger The tempest på sidste pladsen.
Den handler om kongen af Napoli, der sammen med sine mænd strander på en tilsyneladende øde ø, hvor magikeren Prospero bor sammen med sin datter. Hertugen af Milano - der er strandet på øen - er Prosperos bror, der forrådte ham og smed ham ud af Milano for selv at blive hertug i stedet for Prospero. Og nu ser han muligheden for sin egen og datterens tilbagevenden til fastlandet. Det udvikler sig til korruption, planer om forræderi, forelskelse m.m.
Jeg er ikke så vild med den måde, Shakespeare blander genrene og lægger ud med en tragisk stil, hvor man virkelig forventer en Macbeth-agtig slutning, men får en komisk og lykkelig slutning. Jeg var heller ikke så vild med hele plottet, personerne - som for det meste var ret kedelige - men jeg kunne rigtig godt lide Caliban! Et menneskemonsteragtigt væsen, der boede på øen, før Prospero kom dertil, men endte som dennes slave. Et perfekt eksempel på den socialt udstødte, der vækker afsky, bliver undertrykt, hvilket udvikler ham fra at være venligtsindet og naiv til hævngerrig. Han er sådan en interessant karakter, fordi han er så ubestemmelig! Man kan ikke finde ud af, om han er menneske eller monster. Eller halvt af hver.