A D O L P H S E N S S M Å H I S T O R I E R

Peter Adolpsens Små historier og Små historier 2 er en samling af korte tekster (typisk på 1-3 sider) om alt. Det er små, finurlige tekster og løjerlige tanker, der får mig til at tænke tilbage på universet i Mount København, formuleret i et enkelt, men meget koncentreret sprog, der giver teksterne den tyngde, som de behøver. Det er virkelig nogle gode tekster, som både underholder, men som også fortjener, at man stopper op et øjeblik for at tænke over, hvad det egentlig er, man har læst - og det virker for mig så absurd, at så korte og spøjse tekster uden en egentlig sammenhæng og kohærens kan få mig til at reflektere sådan.
Historierne er i hvert fald anbefalelsesværdige til en sidste sommerlæsning inden arbejdet eller studiet kalder én tilbage til hverdagens virkelige virkelighed.
En lille sidekommentar: Adolphsen underviste sidste år på "min" højskole, og han gør det igen i år (derfor læste jeg den nu og undgik bevidst mit læsesystem/reolsystem). Sidste år optrådte han med sit "band" (eller hvad man skal kalde det), TS Sterndolph, hvor han bl.a. læste sin tekst "Blodig kærlighed" op. Det gjorde de også på Roskilde sidste år, og jeg synes næsten, i skulle give jer tid til at bruge 2,27 minutter på at se det.

B J Ø R N S D E B U T

#
#
Bjørn Rasmussens debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er en roman om Bjørn, der har et ulykkeligt kærlighedsforhold til sin meget ældre ridelærer, og man er som læser med på alle op- og nedturer.
Det er en meget fragmentarisk roman, der ikke gør det store i et lige og enstrenget plot med en kæde af begivenheder, der følger hinanden. Plottet er bestemt af sproget, det er sproget, der former romanen - og det giver et meget spændende resultat, da Bjørn Rasmussen har et meget originalt og særpræget sprog, et meget ligefremt og alligevel kryptisk sprog. Bortset fra enkelte passager i romanen, er det dog ikke sproget, der vinder hos mig, men hovedpersonen. Jeg synes, han er meget spændende i sin besættelse, sin passion og sin håbløshed i forhold til ridelæreren.
Det er en kort roman, som jeg gerne vil anbefale til andre, men det er ikke en roman, jeg ville læse igen. Men jeg vil meget gerne læse det næste, Rasmussen kan byde på, for hans arbejde er bestemt ikke uinteressant.

" K I S S M E , K A T E ! "

(kilde)

The taming of the shrew af Shakespeare handler om den ustyrlige Katherine, der hverken er det ideelle svar på en datter eller en hustru. Hun har et voldsomt temperament og sprogbrug, der overskygger alle hendes mulige, attraktive egenskaber. Men hendes far er så ivrig efter at slippe af med hende, at han forbyder den yngste datter - som ellers har mange bejlere - at gifte sig, før Katherine er blevet gift. Dette får et par af Biancas beundrer til at sætte Katherine op med den ligeså temperamentsfulde og uforudsigelige Petruchio. Han er kun ude efter et ægteskab, hvor der følger en stor medgift med, hvilket gør Katherine utroligt attraktiv, men han kan ikke have en kone med sådan en opførsel som hendes, så han giver sig til at tæmme hende til at være hengiven ikke kun overfor sin mand, men også overfor alle andre.
Det er fjerde gang, jeg læser Shakespeare, men det er første gang, jeg læser Shakespeare for min egen skyld, uden en deadline og uden et formål. Og jeg er ked af, at jeg valgte The taming. Jeg har det generelt meget svært med dramaer, da de har meget mindre tid/plads at gøre med. Det, der ville tage en roman eller lignende minimum to år, tager dramaet max to uger. Og det virker meget utroværdigt for mig, at Petruchio kan formå at vende Katherines personlighed 180 grader på så kort tid. Og så kan jeg ikke lide tanken om, at Katherine skal gennemgå den totale forandring, fordi hun ikke er god nok, mens Petruchio selv sidder med alle de dårlige kort på hånden og alligevel vinder. Der er ikke tale om det mindste kompromis. Det ærger mig virkelig, at de ikke kan få deres forhold til at gå op i en højere enhed og tilpasse sig hinanden, som i den moderne fortolkning af stykket med Rufus Sewell og Shirley Henderson i hovedrollerne. I den fortolkning har man bevaret stridighederne imellem de to, som en betingelse og et grundlag for hele deres forhold.
Jeg kan godt forestille mig og sætte mig ind i, at stykket fik en knapt så kritisk modtagelse i sin samtid, da man så anderledes på forholdet mellem mænd og kvinder, men jeg kan ikke se for mig, at det i dag vil få den samme positive modtagelse, hvis det ikke først går igennem en fortolkningsproces - og dette siger jeg uden at være specielt feministisk.

DET DANSKE BJERG

(kilde: saxo.dk)
Mount København er Kaspar Colling Nielsens debut fra 2010, der tog læserne og kritikerne med en sådan storm, at han vandt Danske Banks Debutant Pris for den. Mount København indeholder 17 fortællinger, der alle drejer deres akse om det 3500 meter høj bjerg, staten har brugt penge på at bygge i København. Bjerget bliver årsag til utallige forandringer – både i miljøet og i danskernes bevidsthed. Hvis det er muligt at bygge et bjerg i Danmark, må alt være muligt. Og det bliver det for de meget viljestærke danskere, der skildres i fortællingerne.
Fortællingerne balancerer mellem forskellen på kunstigt og naturligt, da det kunstige bliver naturligt, fx bjerget, der er en kunstig konstruktion, men bliver mere og mere naturligt, som danskerne tager bjerget til sig og bruger det. Ligeledes står det til med danskerne, der får de vildeste idéer, og i det de fører dem ud i livet, forandrer de hele opfattelsen af mennesket og verden. Alle grænser for, hvad der er muligt brydes fuldstændigt ned. Selvom det hele lyder usandsynligt sært, så virker det hele så naturligt og selvfølgeligt inden for universets rammer, og det er det, der gør bogen anbefalelsesværdig for mig! De 17 fortællinger beretter om forskellige personer, men flere af dem går igen – både som en fortsættelse på deres egen historie, men også som et led i andres. Og det helt uden at det virker forceret.
Mount København levede trods min tilsyneladende fascination ikke op til mine forventninger (men jeg havde nok også hypet den for meget til, at det var fair), men det er spændende læsning, som jeg gerne vil anbefale til dem, der har mod på at bevæge sig ind i et litterært univers, hvor man ikke kan forudse, hvor det ender.

I CIVIL

(.)
(.) Amalie Smiths seneste udgivelse, I CIVIL, er en samling digte, kortprosa, mini-essays m.m. om en smuk og poetisk historie om et ungt par, deres kærlighed og splittelsen mellem dem, da han bliver ramt af kræft. Smith formår elegant og smukt at beskrive den unge kærlighed, der forbinder de to individer - som en kemisk binding. Fortælletonen er skrøbelig, øm, kærlig og melankolsk og blander naturvidenskab med det poetiske: Parret som en encellet organisme, der i takt med tiden udvikler sig, bliver flercellede og altså kommer længere og længere væk fra hinanden. Det er denne sorg, som jeg'et forsørger at forklare, bearbejde, forstå. Udover det smukke arbejde med ordene, arbejder Amalie Smith også rigtig meget med det visuelle: Hvid skrift på sorte sider - i stedet for omvendt - og billeder. Billederne er jeg dog ret skeptisk overfor, da mange af dem virker amatøragtige og er printet i et meget lille format (som man kan se på bloggen her er jeg fan af store billeder). Og så bruger hun ikke billederne, får dem ikke flettet ind i teksten på nogen måde. De står der bare. Ubrugt. Men misforstå mig ikke. Jeg er ovenud begejstret for I CIVIL, giver den fem ud af fem stjerner og anbefaler den allerede til alle. Og selvom jeg ikke er så glad for billederne, så kan jeg godt lide, at der er blevet brugt så meget krudt på det visuelle, som på ordene, der dog klart vinder i den sammenhæng! Hvis man skulle være interesseret i at støde ind i Amalie Smith (og Ursula Andkjær Olsen for den sags skyld), så er hun at finde på Løves Vin- og Bogcafe i Århus på søndag - læs mere her.

"Dagen før har jeg holdt dig i armene nede på sportspladsen og set på dit ansigt og tænkt: Du er virkelig ikke nogen anden person end mig. Vi er en og samme person. Og jeg siger det til dig, og vi ler begge, men du ved godt, at jeg mener det, og så siger du: Nej."

(Smith, s. 87).

EXTREMELY LOUD AND INCREDIBLY CLOSE - IGEN

I forbindelse med studiet skulle jeg (gen)læse Jonathan Safran Foers geniale mesterværk, Extremely loud and incredibly close. Der er er så meget smukt og rigtigt at sige om disse 326 sider, men i stedet for bare at skrive en anmeldelse som jeg plejer (der er heller ikke rigtig nogen idé i at anmelde den samme bog to gange, selvom jeg er noget så tosset med den her), så vil jeg gerne give jer anmeldelsen, som min læsegruppe og jeg fik til opgave at skrive:

"Jonathan Safran Foer har med Extreamly Loud and Incredibly Close skrevet en både overraskende, overvældende og hjerteknusende beretning om den 12årige, fantasifulde og iderige Oskar Schell. Romanen finder sted ca. to år efter angrebet på Tvillingetårnene, hvor Oskars far blev et af de mange ofre. Oskar kan ikke komme videre med sit liv, og finder en nøgle blandt hans fars ting med en lille note, hvorpå der står navnet – eller ordet – ”Black”. Oskars mission bliver nu at finde låsen til nøglen og finde det, han tror, hans far har efterladt til ham, og på den måde formå at beholde kontakten til faren lidt længere endnu. Hele handlingen handler om Oskars sorg og hans bearbejdning af farens tragiske død, der giver ham ”heavy boots” og får ham bl.a. til at reflektere over, hvordan man kunne lave en sø, der kan opsamle folks tåre gennem et specielt afløb placeret under folks hovedpuder. På Oskars Odyssélignende rejse gennem New York opsøger han alle med efternavnet Black, og i jagten på låsen, der passer til nøglen, dukker snart flere spørgsmål op end svar. Men vigtigst af alt bringer det Oskar tættere på et nyt menneske, da han i slutningen af romanen finder sig selv grave farens tomme kiste op sammen med farmorens mystiske logerende. Sideløbende med historien om Oskar berettes om farmorens liv. Hun er både vidne til sit barnebarns tydelige fortvivlelse, men uden mulighed for at kunne tage smerten fra ham eller lindre den, indvier hun i stedet læseren i sin egen personlige tragedie med udgangspunkt i bombardementerne i Dresden under 2. verdenskrig. I en række breve til Oskar fortæller hun om forholdet til farfaren, og på samme måde gengives farfarens breve til det ufødte barn han efterlader sammen med hans kone i New York i 1978.
Fremstillingen af de to tragedier sker ved hjælp af elegant brug af typografiske greb, som når Oskars stumme farfar ikke kan udtrykke alt det han har på hjerte, da han løber tør for papir, og skriften klemmes tættere og tættere sammen, så den til sidst er ulæselig. Denne gribende roman indeholder også en lang række billeder, som ikke direkte indgår i handlingen, men som er en del af selve handlingen. Alle disse visuelle greb gør Foers anden roman til andet, end et litterært mesterværk – den er også et lille kunstværk i sig selv. Foer beviser, at litteratur er andet end ord og sproglige finesser, men også et spørgsmål om at tænke uden for boksen og om at tage chancer, hvor andre ikke tør.
Det er i sandhed fortællingen om det lille menneskes historie i den store historie. Både Oskar og hans bedsteforældre fortæller deres egen lille historie, som en del af den store og medrivende katastrofe, som de hver især er en del af og altid vil være bundet til. Foer binder disse erfaringer og erindringer sammen og kobler det hele sammen til en større helhed, der fremstiller den lille families traumer efter så voldsomme oplevelser. Det er ikke noget, man nogensinde vil kunne kaste af os, men man må leve med det resten af livet. Foer både fanger og bevæger læseren, som sidder tilbage med samme magtesløshed som Oskar, når han vandrer rundt i New York og søger sandheden, som virker længere og længere væk, for hvert skridt han tager. Safran Foer satser altså på alle måder med en roman omhandlende livet efter 9/11. Som mange af tidens 9/11-romaner søger Safran Foer med Extremely Loud and Incredibly Close at zoome ind på familiens tragedie og igennem dette beskrive terrorens vigtigste våben: Splittelsen af den jævne familie og det nære, men også splittelsen af det enkelte individ."

Skrevet af:
Majken Roswalld Portefée Lex,
Maria Gram,
Maranne Spangsgaard,
Cecilie Marie Dalhoff
& Camilla Engkjær Laursen.

LITTERATUR I ÅRHUS

Før jeg begyndte på litteraturhistorie var jeg slet ikke klar over, at Århus' litterære miljø var så omfangsrigt, som jeg i det sidste halve år har erfaret. Jeg troede, det max var en meget lille niche, som litteraturen i hele byens kulturmiljø kunne udfylde, men der sker jo en masse! Det skal dog siges, at der også er sket en masse nyt inden for det sidste år, fx HAPS (Hele Århus' Poetry Slam), der havde sit første arrangement på HeadQuarters i efteråret.
For en bogorm som mig er det jo fantastisk at gå på det her studie, hvor alle de litterære muligheder folder sig ud for en og man bliver tippet om flere arrangementer fra alle sider - universitetet gør også sit for at holde liv i det litterære.
I dag blev jeg bekendt med hjemmesiden, litteraturen.nu, som er et tag-selv-bord af litterære arrangementer, der indebærer alt fra poetry slam, oplæsningsaftener, skrivegrupper for spirrende forfattere samt en introduktion til det nye litterære tiltag: Satelit, der holder til nede ved Godsbanen.
Jeg glæder mig til at tage del i alt dette og blive en del - omend en lille en - i Århus' litterære miljø og evt. være en del af det nye team bag Satelit og på den måde være med til at bære litteraturen frem i søgelyset og frem fra gemmerne.

EMILY DICKINSON III

8

There is a word
Which bears a sword
Can pierce an armed man -
It hurls its barbed syllables
And is mute again -
But where it fell
On patriotic day,
Some epauletted Brother
Gave his breath away.

Wherever runs the breathless sun -
Wherever roams the day -
There is its noiseless onset -
There is its victory!
Behold the keenest marksman!
The most accomplished shot!
Time's sublimest target
Is a soul "forgot!"

KNAUSGÅRDS KAMP

Det er lidt flovt. Lige siden første bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp-serie udkom i 2009, har jeg været modstander. Det handler om ham selv ned i meget små detaljer. Jeg synes, det var noget værre navlepilleri at skrive 600 bøger a ca. 500 sider om sig selv. Men 1'eren stod så på pensumlisten for 2. semester, og nu har jeg læst den. Og selvom jeg følger mig lidt snydt af Gyldendal, så er jeg helt vild med den! Så meget at jeg faktisk gerne vil læse videre i serien. Første bind går meget tæt på Knausgårds familie og familieforhold, især til sin far, og det fanger mig på en eller anden måde. Jeg kan ikke sige, hvad det er, men jeg blev meget grebet af og har næsten lyst til at skrive et brev til Knausgård om min personlige oplevelse som læser - men det gør jeg nok ikke. Men når det netop er så detaljeret, som det er, så bliver man lidt mistænksom. For kan man virkelig huske, hvordan der lugtede i stuen netop den søndag i oktober, da han var omkring 7 år? Og selvom det er småting, så er det generelt meget uklart, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta, og det synes jeg virker så grænseoverskridende som læser. Hvor ærlig er han? Hvor meget udnytter han læserens indlevelsesevne?
Det er også som om, at værket udstråler en hvis nødvendighed af det nedskrevne. Knausgård har vakt megen røre i Skandinavien, netop fordi han er så ærlig, som han påstår at være og fremlægger hele familien uden filter og forbehold. Men det virker som om, han har haft brug for at få ordene ned, ud på papir og ud i verden og måske på den måde distancere sig fra det.
Jeg vil i hvert fald rigtig gerne læse videre.

SORG OG CAMPING

Sorg og camping er ikke kun hurtigt læst, men også rigtig god. Det handler om ægteparret Jørgen og Marianne, ægteparret Thomas og Gunnhildur og købmandspigen Jannie, om deres håb og gamle drømme, som de i løbet af en enkelt dag mindes igennem hverdagsopgaver. Egentlig er det en roman med en meget banal handling, men det er egentlig det, der gør den så god. Det er helt almindelige mennesker i en helt almindelig lille vestjysk provinsby, men de har nogle drømme, som den lille by ikke kan rumme. Fx er Marianne fra københavn og kan stadig ikke efter ca. 15 år i Vestjylland finde sin plads og falde til dem som købmandskonen.
Og flere gange i romanen runger spørgsmålet: Hvad nu hvis...
Jeg var blevet i København?
Jeg ikke var blevet gift med Thomas?

Hvad nu hvis...

Den kan klart anbefales.

EMILY DICKINSON II

712

Because I could not stop for Death -
He kindly stopped for me -
The Carriage held but just Ourselves -
And Immortality.

We slowly drove - He knew no haste
And I had out away
My labor and my leisure too,
For His Civility -

We passed the School, where Children strove
At Recess - in the Ring -
We passed the Fields of Grazing Grain -
We passed the Setting Sun -

Or rather - He passed Us -
The Dews drew quivering and chill -
For only Gossamer, my Gown -
My Tippet - only Tulle -

We paused before a House that seemed
A Swelling of the Ground -
The Roof was scarcely visible -
The Cornice - in the Ground -

Since then - 'tis Centuries - and yet
Feels shorter than the Day
I first surmised the Horses' Heads
Were toward Eternity -

FAUST

Min 1. semester-opgave skal handle om Marlowes The tragical history of the life and death of Faust, der befinder sig i knudepunktet mellem at blive på den plads i livet, man blev tildelt af Gud, og at stræbe efter at blive en æret og lærd mand á la da Vinci. Myten om Faust handler om alkymisten, der sælger sin sjæl til Djævelen i bytte for et langt liv med alt, hvad han begærer. Han indser ikke konsekvenserne af en sådan aftale, før det er for sent.
Min udgave af Marlowes drama er ikke delt op i akter - og jeg ved heller ikke, om det er overhovedet er det i originalen - så jeg får ikke fornemmelsen af, at der går 24 år, som kontrakten mellem Faust og Djævelen lyder på, når det sådan flyder ud i et. Det hele går meget hurtigt, og udover at Faust bliver berømt og klog, så synes jeg heller ikke, han udnytter hans ellers ubegrænsede muligheder til fulde?
For et år siden arbejdede jeg med Stevensons roman, The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, og den var nok grunden til, at SRP-tiden blev uudholdelig. Så god var Marlowes Faust altså heller ikke.

EMILY DICKINSON

Nr. 254.

"Hope" is the thing with feathers -
That perches in the soul -
And sings the tune without the words -
And never stops - at all -

And sweetest - in the Gale - is heard
And sore must be the storm -
That could abash the little Bird
That kept so many warm -

I've heard it in the chillest land -
And on the strangest Sea -
Yet, never, in Extremity,
It asked a crumb of me.

DON JUAN

Moliéres' Don Juan handler om charmøren, der vinder alle kvinders hjerter og dumper dem ligeså snart, de falder for ham. Han er en ægte æstetiker, der nyder og elsker livet, det sanselige liv med carpe diem-filosofien i centrum, mens han følges af sin meget moralske og troende tjener, Sganarelle, der igennem hele dramaet forsøger at bringe ham til fornuft.
Don Juan er en karakter, man ikke kan lade være med både at elske og hade. Jeg kan ikke forlige mig med hans behandling af og syn på kvinder, men samtidig kan man ikke lade være med at smile af, at han lever livet ca. som vi gør det i dag (bare uden den løftede pegefinger á la Sganarelle). Jeg er led ked af, at det ender så uheldigt for Don Juan, som det gør, for der tager stykket lige en helt anden retning, end det har ellers har ført. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Don Juan havde "vundet", men så skulle det nok være skrevet 300 år senere.
Den kan i hvert fald anbefales, for den er egentlig ret sjov, og den er meget hurtigt læst.

ATONEMENT & THE PRINCESS OF CLÉVES

Ian McEwan: Atonement.
Jeg så filmen for nogle år siden, men blev hurtigt enig med mig selv om, at den var så kompleks, at jeg en dag måtte læse bogen for at forstå filmen. Ganske rigtigt, og det er egentlig ret ærgerligt for filmen. Men bogen er utroligt god! Jeg skulle læse den i forbindelse med litteraturhistorie, og jeg har det generelt ret svært med pligtlæsning. Selvom det er en god bog, kan jeg godt have svært ved at koncentrerer mig om den, fordi jeg jo egentlig godt ved, at det er "lektier" - men i Atonement var det som om, siderne vendte sig af sig selv. Den er utroligt godt skrevet, og selvom slutscenen ikke kan måle sig med den fra filmen, så er bogen alligevel en af de bedste, jeg nogensinde har læst, med komplekse karakterer og et ikke helt enkelt plot.



Marie-Madelaine de Lafayette: The princess of Cléves.
Et af mine store problemer med at læse denne roman er, at den er fransk og derfor fyldt med franske navne, som jeg ikke kan udtale. Men derudover er det en rigtig god roman om at blive forelsket i en mand, der ikke er ens ægtemand og derfor ikke kan elske. Det er en roman om at holde sine følelser tilbage og lade som om, at de slet ikke eksisterer, selvom det er noget så svært - især hvis han bliver ved med at gøre en opmærksom på dem og ikke selv kan kontrollere sine følelser. The princess of Cléves ikke er spækket med aktion og intime scener, men det er heller ikke, der er vigtigt. Det, der tæller, er de enkelte øjeblikke, hvor ens "forbudte" følelser kommer til udtryk - selv kun i små glimt.

THE MERCHANT OF VENICE

Shakepeares The merchant of Venice handler om købmanden Antonio, der har lånt penge af jøden Shylock på vegne af sin ven, Bassanio, og kan de ikke betales tilbage indenfor den afsatte tid, har Shylock ret til at skære et pund kød af Antonio - og Antonio har ikke pengene, så Bassanio og de andre 'gentlemen of Venice' gør alt hvad de kan (inkl. gifter sig) for at hjælpe Antionio fra den nedværdigelse.
Jeg har måske været inde på mit lidt ambivalente forhold til Shakespeare før. Jeg kan godt se, hvad han kan, men det skal ofte skæres ud for mig, da sprogbarrieren er en stor forhindring for min forståelse af ham. Men The merchant of Venice (måske et af hans mindre kendte værker?) er jo genial? Selvom det stadig godt kan irriterer mig lidt, at man bliver nødt til at væve tre forskellige historier sammen for at kunne komme frem til pointen, i stedet for bare at fokusere på én historie. Og det skulle være Shylocks historie, for der viser Shakespeare virkelig, at hans værker vokser på baggrund af historien, litteraturhistorien og Shakespeares samtid!

THE TEMPEST

Jeg har ikke læst meget Shakespeare, men af det jeg har læst, ligger The tempest på sidste pladsen.
Den handler om kongen af Napoli, der sammen med sine mænd strander på en tilsyneladende øde ø, hvor magikeren Prospero bor sammen med sin datter. Hertugen af Milano - der er strandet på øen - er Prosperos bror, der forrådte ham og smed ham ud af Milano for selv at blive hertug i stedet for Prospero. Og nu ser han muligheden for sin egen og datterens tilbagevenden til fastlandet. Det udvikler sig til korruption, planer om forræderi, forelskelse m.m.
Jeg er ikke så vild med den måde, Shakespeare blander genrene og lægger ud med en tragisk stil, hvor man virkelig forventer en Macbeth-agtig slutning, men får en komisk og lykkelig slutning. Jeg var heller ikke så vild med hele plottet, personerne - som for det meste var ret kedelige - men jeg kunne rigtig godt lide Caliban! Et menneskemonsteragtigt væsen, der boede på øen, før Prospero kom dertil, men endte som dennes slave. Et perfekt eksempel på den socialt udstødte, der vækker afsky, bliver undertrykt, hvilket udvikler ham fra at være venligtsindet og naiv til hævngerrig. Han er sådan en interessant karakter, fordi han er så ubestemmelig! Man kan ikke finde ud af, om han er menneske eller monster. Eller halvt af hver.

HØJSKOLE IV

Det her bliver det sidste indlæg om højskolen - så skal jeg nok snakke om noget andet. Det her bliver også meget kort. Tirsdag kom Kaspar Colling Nielsen ud på skolen for at fortælle om sin debutroman, Mount København, som er blevet modtaget med kyshånd af kritikere med mere. Han var der sammen med sin redaktør og de fortalte om hele processen fra indsendelse af manuskript til udgivelse, og for Kaspar Colling Nielsen har det været en meget lang proces på tre år med renskrivninger, rettelser, viderebearbejdning og meget mere. Den største åbenbaring var, at det indsendte manuskript ikke skal betragtes som færdigt. Det behøver det i hvert fald ikke. Det troede jeg ellers.

LØSNER

Af Pia Tafdrup.

Jeg agter at være en mere påtrængende imaginær
end du måske først havde forestillet dig
det skal rykke i dit hjertes bindevæv
lover jeg dig
isne i nakkehuden

ganske vist har dagen
været et af de mange buldrende ordløse fragmenter
i mit liv
men jeg har hørt fuglehjerter banke
set verden gennem regnfarver
og venter kun på mørket
stjerneløst og tæt
på at ord skal lægge sig
ved siden af hinanden
slå rødder i hvidt
så jeg kan skrive til dig
anderledes end før
om marts
og martsdagens svimlende åbninger
om verden
når den løsner sine frostbrændte muskler
og viser årer frem
i koldt lys
gør alting mere synligt
for at jeg kan træde ind i din drøm
for at jeg kan gøre alt
i hvilken som helst drøm du må have



Med disse smukke ord vil jeg drage til Berlin - jeg giver først lyd fra mig igen næste weekend.

PULLMANS SENESTE

Jeg er ikke særligt religiøst anlagt, men jeg var alligevel ret spændt på, hvad Pullman ville leverer i Det gode menneske Jesus og skurken Kristus - især hvis man tager i betragtning, at han er ateist. Jeg har ikke nogen fornemmelse af, om paven og resten af den katolske kirke har været ude af deres gode skind pga. romanen (det kan jeg forestille mig), men kontroversiel er den.
Romanen handler om tvillingerne, født af Maria, den ene ved navn Jesus, og den anden bliver kaldt Kristus, selvom det ikke er hans rigtig navn - allerede det viser, at Kristus er noget "påklisteret", måske endda uægte. Det er en værdi, man bliver tillagt. Det er Jesus af de to brødre, der får størst succes og bliver kendt som den Jesus, man kender i dag. Jeg kan dog ikke lide det aspekt, at Judas er blevet skiftet ud med Kristus, der angiver sin egen bror og senere hen udgiver sig for at være ham for at kunne vise miraklet, som genopstandelsen er. Den side af romanen bryder jeg mig ikke om, fordi den ligesom fjerner det fantastiske element fra den gode historie, som historien om Jesus er. Alt i alt synes jeg, det er en god roman - veludført, velovervejet, men den er farvet af Pullmans egen religiøse holdning, som ikke klæder historien.
Jeg tror ikke på alt, der står i Biblen. Jeg tror ikke på jomfrufødslen, men jeg kan lide det smukke, metaforiske udtryk for, hvilket menneske Jesus er/var, men Pullmans historie varrierer meget fra den bibelske, og til sidst giver udtryk for, at den kendte historie fra Biblen er en fortolkning, en usandhed pakket ind som sandhed, og det ødelægger den indpakning, som historien om Jesus allerede har.
Måske lyder jeg lidt kritisk, men jeg er faktisk rigtig glad for at have læst Pullmans seneste roman, og jeg vil også anbefale den til andre - især til dem, der kan deres Bibel, for jeg tror klart, de får meget mere ud af den.