THERE IS SOMETHING ROTTEN IN THE STATE OF DENMARK

Jeg prøver virkelig at holde den gode tone her på bloggen, men i dette tilfælde kan den risikere at blive lidt skarp og spydig. I aftes var jeg med litterne på Århus Teater for at se Stefan Larssons opsætning af Shakespeares Hamlet, og det så jeg egentlig meget frem til. Da vi først kom derind, så jeg, at scenografien på sin vis mindede om det fra Christian Lollikes Romeo & Julie (som er noget nær det bedste, jeg nogensinde har set). MEN! Jonas Karlsson, der spillede Hamlet - og derfor havde 80 % af taletiden - er fucking svensker! Jeg forstod intet, af det han sagde! Jeg kan kun sige flicka og glas, og det var ikke lige det, stykket drejede sig om...
Det endte med, at jeg gik i pausen. Jeg fik jo ikke rigtig noget ud af det.
Ham bag ved mig begyndte også at snorke. Ret højt.

THOR



Den film skuffede virkelig! For det første havde amerikanerne virkelig gjort deres research dårligt... Filmen starter ud med en masse informationer om Odin og Asgård, og selv med min begrænsede viden om nordisk mytologi, kan jeg se, at meget af det er forkert. Derudover er filmen én stor kliche. Der er to sønner, hvor den ene bliver favoriseret af far, og det er den anden søn utilfreds med. Gab.
Det kan godt være, at jeg har en livløs fantasi, men når jeg tænker Asgård, tænker jeg på et gård-agtigt slot med heste og Thors geder parkeret ude foran - så hvad skete der for det science fiction helvede, amerikanerne har stillet op?

THE GHOSTWRITER

Jeg kedede mig på arbejde, så jeg gik ind og så Roman Polanskis The Ghostwriter, men jeg kedede mig stadig - hold op, den var dårlig! Den var så dårlig, at jeg først gide at blogge om den her 24 timer senere... Selve plottet er jo egentlig meget godt, men filmen varer et sted mellem 2 og 2½ time, og det snegler sig af sted. Men når der så endelig sker noget, og hovedpersonen får nogle nye spor eller bliver mistænkelig over et eller andet, så går det hele så hurtigt, at man bare ikke fatter en skid (jeg gør i hvert fald ikke...), og det er virkelig ærgerligt, for jeg kan normalt godt lide thrillere. Et virkelig stort plus er dog, at man aldrig helt ved, hvem man skal mistænke.

vi skulle jo som sagt se carrie idag, og den var slet ikke så uhyggelig, som jeg havde håbet ... ja, okay, man skal også lige tage højde for, at filmen er over 30 år gammel osv., men det var mest bare en almindelig ungdomsfilm, hvor jeg sidder der og får sindssygt ondt af den kiksede hovedperson, som ingen kan lide. syntes, det var så synd for carrie! hun sidder der til skolebal med en über lækker fyr, og folk vil gerne snakke med hende osv. man kan bare se på hende, hun har den bedste aften i hele sit liv, og man får ondt af hende, fordi man allerede ved, at der vil ske noget, der laver om på det hele.
men ja, det eneste, der skræmte mig, var lydeffekterne, der lagde op til noget vildt uhyggeligt - men der skete ikke meget andet, end at et par ting gik i stykker - og så til aller sidst, hvor man tror, carrie er død, men så kommer hendes arm lige pludselig op af graven!!! det gør man bare ikke sådan noget! det er overraskelseselementerne, der gør mig bange i sådan nogle film, men man gør bare ikke sådan noget mod andre folk!
filmen viste også på en virkelig skræmmende måde, hvad vrede eller raseri kan få folk til!