T I L R O M O G P A R A D I S

#

#
(kilde 1, 2, 3).

ja. jeg har lovet forandringer. alligevel bliver det første indlæg efter det løfte altså en lille kommentar til hhv. øst for paradis og to rome with love. øst for paradis er nok min yndlingsbiograf lige pt, da den er super hyggelig, beskeden og har en lang historie bag sig. udover hyggelige omgivelser, viser den også alle de spændende film. far til fire er ikke at finde på programmet, men det er woody allen, miyazaki m.m. meget specielt og meget tiltalende.
mit woody allen flip fortsætter - denne gang med hans seneste film, to rome with love, der er en sød film med flere sideløbende historier: det unge par, der inviterer hendes veninde på bsøg for at komme sig over bruddet med kæresten. det unge forlovede par, der introducerer forældrene for hinanden. den unge finansmand, der forsøger at imponerere sin højtrespekterede familie med den prostituerede anna ved sin side, da hans kone er på slap line i roms gader. til sidst er der historien om funktionæren, der fra den ene dag til den anden bliver berømt. det er en film, der tydeligt viser, at alle har en historie at fortælle, og at verden skifter perspektiv, alt efter hvor man ser den fra - og det synes jeg egentlig, er en smuk tanke, selvom den måske kan virke banal - krydet med allensk humor og egentlig ret maskuline kvinder.
mange af skuespillerne synes jeg er mere eller mindre anstrengende i længden, men man får dem heldigvis kun i små bider, da filmen klipper imellem de forskellige historier, og så er der jo de andre skuespillere, som gør det hele ok. alec baldwin er nok min yndling, mens ellen page er og bliver et mysterium for mig. efter midnight in paris havde jeg meget store forvenintninger til to rome with love, og selvom den desværre ikke kan indfri dem, så vil jeg alligevel gerne anbefale filmen.
det er et meget idylliseret billede af rom og de eventyr, rom kan byde på (hvis man er meget heldig), der bliver præsenteret for én, men jeg er alligevel overbevist og får bare lyst til at være en del af det univers, der udspiller sig foran mig. og det er det, woody allen kan.

B A T M A N I S B A C K

(kilde)
#
Jeg elsker Christopher Nolan. Jeg er helt vild med Christian Bale. Jeg har intet imod Batman. Men jeg kan ikke ikke lide Nolans trilogi med Bale i rollen som Batman. Nu har jeg set alle tre film i serien, og ingen af dem fanger mig. Der er dog små elementer, som jeg rigtig godt kan lide. Fx er det ikke bare en actionfilm. Det er ikke bare endnu en gengivelse af den sortklædte og maskerede fyr (lyder det lidt som Zorro?) - de har faktisk tænkt det igennem en ekstra gang. Manuskriptet er fantastisk, effekterne er fede, Bale er god som Wayne, men jeg keder mig. Da den første time var gået, følte jeg stadig, at filmen varmede publikum op, til det det egentlig handler om. Det syntes jeg også efter halvanden time.
Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan være en del af hypen over Batman-filmene, men de har bare ikke fanget mig. Jeg vil gerne rose dem til skyerne, for jeg synes klart det er de mest imponerende "superhelte-film", der er blevet lavet - og langt de mest gennemtænkte af slagsen - men jeg keder mig.
Når jeg ser en film, er slutningen nok noget af det vigtigste for mig. Og her klarede The dark knight rises det godt! Den sidste halve time af filmen var fantastisk og formåede at få mig helt ud på stolekanten. Det er her, filmen snyder publikum og vender på en tallerken, og det er den sidste halve time, der gør, at mit forhold til filmen er splittet.

B A G O M W O O D Y A L L E N ?

(.)
(kilde 1, 2).

Efter at have set Midnight in Paris har jeg fået et mindre flip med Woody Allen, og det undrer mig egentlig lidt, at det var min første Woody-film. Jeg glædede mig virkelig til at se Woody Allen: A documentary, men jeg blev desværre meget skuffet. Jeg havde håbet at komme bag kameraet og tættere ind på ham som person, men det meste af filmen var egentlig en mere eller mindre detaljeret gennemgang af hans filmkarrieres opturer og nedturer, og det kedede mig. Jeg ville gerne, at der var mere fokus på Woody og ikke på hans film. Jeg blev så glad, da han trak en masse noter og idéer til film m.m. frem fra sin natbordsskuffe - en kæmpe rodebunke med idéer skrevet på alle mulige lapper fra forskellige hoteller m.m. Og da han viste os den skrivemaskine, han har ejet i ca. 50-60 år, og som han har skrevet alle sine film på. Først der kommer man tæt ind på Woody og ser, hvem der egentlig står bag filmene, og det var i de få øjeblikke, at jeg vågnede op fra min søvn. Jep, jeg sov faktisk lidt og var på et tidspunkt tæt på at give helt op.
Jeg er virkelig ked af, at filmen skuffede mig så meget, for jeg er virkelig blevet vild med Woody-film. På trods af dokumentaren har jeg lyst til at se hans film - gamle som nye - også selvom han har en træls forkærlighed for Diane Keaton og Scarlet Johanson. Jeg elsker hans menneskelige tilgang til sine film. Vi er på et niveau, hvor menneskene sættes i fokus, det er dem og deres liv, der er vigtigt og vores indgangsvinkel for at komme tættere på, hvad der er vigtigt i livet, hvad vores mål er.

K A N N I B A L E N E D D I E

Eddie the sleepwalking cannibal er en canadisk-dansk gyser komedie, om den danske kunstner Lars (spillet af Thure Lindhardt), der flytter ud på landet i Canada for at undervise på Kodas kunstskole. Her møder han den stakkels, stumme Eddie, der efter sin tantes død mangler et sted at bo. Lars tilbyder ham husly, hvilket viser sig at være til begges fordel. Lars har nemlig ikke malet i ti år, men hans inspiration kommer tilbage, da han opdager, at Eddie i søvner spiser skovens dyr. Han bliver afhængig af disse natlige seancer, da det vækker kunstneren og inspirationen i ham, så han vil gøre alt for at få Eddie ud på sit natlige rov - uanset konsekvenserne. Og hans afhængighed når sit klimaks, da han finder ud af, at Eddie foretrækker menneskekød.
Selvom filmen er mere komisk uden at være sjov end uhyggelig, så er den faktisk rimelig god. Jeg ville ikke se den igen, men det er fascinerende, hvad Lars - den fortabte kunstner - vil gøre for sin kunst, for at få det sus han oplever i den kreative proces. Og mere vil have mere, da de natlige eskapader tager til i omfang og blodighed. Og det er ikke kun Lars. De øvrige lærer kender til Eddies natlige tilbøjeligheder hvad angår dyrene, men man beskytter ham og vender ryggen til det, da skolen ikke vil kunne overleve uden Eddies tantes velgørende bidrag.
Thure Lindhardt er rigtig god i rollen som Lars, men Dylan Smith gør det endnu bedre i rollen som den lettere retarderede og meget dyriske Eddie, som man ikke kan lade være med at få en smule medlidenhed med pga. hans traumatiske baggrund. Selvom Eddie ikke er hovedrollen, er det den stærkeste karakter i hele filmen. På trods af sin tilsyneladende naivitet og barnlighed, så er han ikke så flad en karakter, som man først skulle tro. Det er en film med en utrolig psykologisk dybde, som jeg gerne vil anbefale andre at se. Men man skal ikke forvente en gyser.

D E N N Y E S P I D E R M A N

(kilde)

Jeg var meget skeptisk, da jeg gik i biografen for at se The Amazing Spiderman, men jeg er ovenud imponeret. Selvom den af og til bliver kaldt for Spiderman 4, så starter vi altså forfra på historien med en helt ny spiderman, der påny bliver bidt. Spiderman - der nu spilles af Andrew Garfield - er stadig nørdet, men han er meget mere flabet og teenage-agtig nu, end da Tobey Maguire spillede hovedrollen. Og det virker faktisk rigtig godt!
Jeg synes også, at Spiderman-figuren får mere dybde denne gang, da han jo selvsagt ikke kan glemme sine forældre og deres manglende tilstedeværelse i hans liv, men det bliver vist på en meget mere reflekteret måde, og han har en helt anden måde at håndtere det tab på end tidligere. Udover de mange flotte speciel effects, det gennemførte plot og manuskriptet, så kan jeg også godt lide Emma Stone i rollen som Gwen, der har erstattet Mary Jane, som man ellers plejer at forbinde med Peter Parker/Spiderman. Forholdet mellem Peter og Gwen virker meget mere ærligt - og sandsynligt, da Gwen ikke er skolens hotte cheerleader, men er den kønne science-nørd - end forholdet mellem Peter og Mary Jane gjorde.

W U T H E R I N G H E I G H T S

#
Jeg har det meget svært med film, hvor der ikke er særlit meget dialog, men jeg ville gerne give Andrea Arnolds filmatisering af den store romanklassiker en chance. Og det har jeg slet ikke fortrudt. Det er en smuk film om unge Heathcliff og Cathy, der allerede som børn mødes for første gang og knytter et meget særligt bånd til hinanden. Jeg har endnu ikke selv læst romanen, men jeg har af pålidelige kilder fået at vide, at Wuthering Heights ikke er bare er blevet overført til et andet medie (som den klassiske og ofte mislykkede filmmatisering af bøger er), men der er tale om en meget mørk fortolkning af den.
Selvom Heathcliff og Cathy er børn, er det tydeligt, at der er en stærk seksuel spænding imellem dem samt meget kærlige følelser, der kun vokser med tiden - dog er begge dele umulige for dem, og de må leve med de kvaler, som undertrykkelsen af deres følelser volder dem.
Det er en meget stærk, mørk og imponerende fortolkning af Emily Brontës roman. Den er utroligt flot lavet med gode efffekter og sans for detaljen, der lige sætter prikken over det allerede fuldente i. Det er en meget sanselig film, hvor man ikke kun skal tænke på det, der bliver sagt og vist, men også på det, der bliver gemt, skjult og undertrykt.

M I D N I G H T I N P A R I S

(kilde)
(.)
Midnight in Paris er en film blandt mange af Woody Allens, og den handler om den amerikanske forfatter, Gil, der tager til Paris med sin forlovede, Inez, og hendes familie. Gil er meget nostalgisk anlagt og drømmer sig tilbage til 1920'ernes Paris. En aften finder han en måde at rejse de 90 år tilbage i tiden på, og besøger det fortidige Paris hver aften. Han møder Hemingway, fester med Fitzgerald og besøger Gertude Stein - han lader sig næsten rive så meget med, at han glemmer sin egen tid og sit eget liv, men rejserne tilbage i tiden får ham dog til at indse, hvor hans egen fremtid bevæger sig hen, hvis han gifter sig med Inez.(.)
Selvom tidsrejserne lyder lidt for science fiction-agtigt, så er det slet ikke tilfældet. Tidsrejserne er ligesom resten af filmen meget elegant udført. Jeg har aldrig haft lyst til at se Midnight in Paris, men den har virkelig imponeret mig. Selvom jeg heller ikke bryder mig så meget om hverken Owen Wilson eller Rachel McAdams, så var de begge så godt castede, at jeg begyndte at synes om dem. Især Wilson, der spiller Gil - en stakkels, usikker, debuterende forfatter, der ikke helt kan finde sin vej hverken i litteraturen eller i det kommende ægteskab.
Det er en rørende og flot film, som jeg skammer mig over ikke at have set før. Selvom den glorificerer Paris, så kan man ikke lade være med at holde af det, man ser, for Paris er en smuk by, som i filmen får al den opmærksomhed, som den fortjener. Og med tidsrejserne, menneskene og kunsten får man fornemmelsen af, at Paris er et sted, hvor alt kan ske, og hvor alt sker. Det handler bare om at lade sig rive med, hvis man vil se, hvad der sker lige rundt om hjørnet.

P R O M E T H E U S

Intet er for dårligt til at få en lille anmeldelse her på bloggen (jeg vil dog spare jer for et meget negativt indlæg om en islandsk saga, som kun er læst pga. eksamen). Prometheus er lavet af den talentfulde Ridley Scott, som også stod bag Gladiator og Alien-filmene. Jeg har ikke set en eneste Alien-film, og vidste ikke, at Prometheus var endnu en film i rækken. Havde jeg vidst det, havde jeg nok ikke set den. Filmen handler om nogle forskere, som er på sporet af dem, der skabte mennesket, og det er ikke Gud. De kom fra en helt anden planet, og forskerholdet tager så ud til denne planet for at finde svarene på menneskets eksistens. Hvorfor er vi her? Hvad er formålet med, at vi lever? Store spørgsmål, som mennesket har stillet i mange århundrede, og nu kan vi endelig få svar på dem - tror de.
Jeg er altid meget skeptisk, når det kommer til film med rumvæsener og rumrejser m.m., men jeg var faktisk ret imponeret over Prometheus pga. det lidt mere filosofiske plan og reflektionen over vores eksistens og om konsekvenser ved at lede efter svarene. Man ved nemlig aldrig, hvor den rejser fører en hen. Det gør heller ikke noget, at filmen er så godt lavet, som den er. Man kan tydeligt se, at Scott er en erfaren herre med mange store succeser bag sig, så selvom filmen er klam på så mange planer, så er den stadig fantastisk godt lavet med nogle meget dygtige skuespillere som Noomi Rapace og Michael Fassbender (og ham kan vi jo li'!).

FASSBENDER & WASIKOWSKA

(kilde: 1)

Jeg havde længe glædet mig til at se den seneste version af Jane Eyre, selvom jeg havde fået blandede anbefalinger fra venner og bekendte. Den første halve time prøvede jeg virkelig at være positivt indstillet, fordi jeg så gerne ville kunne lide den. Men den gik ikke. Til at starte med, var jeg glad for, at den startede meget utraditionelt i forhold til de andre filmatiseringer (man kan jo ikke lade være med at sammenligne lidt), da den startede midt inde i fortællingen. Det var dejligt, at filmen allerede fra første sekund lagde op til en ny helt ny Jane Eyre - i stedet for at det bare var endnu en filmatisering af den spændende fortælling om den forældreløse piges kærlighedseventyr. Men selvom den skal have credit for at prøve noget nyt, så synes jeg ikke, det fungerer i praksis, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvorfor den springer frem og tilbage mellem tre perioder i Janes liv: Hendes barndom, hendes tid på Thornthield Hall og hendes tid med sin familie på den engelske hede. Selvom filmen er smukt lavet, så er det ikke bare ikke nok til at hæve den op på et andet niveau. Den er meget "lys" og blid i det, hvilket ikke passer med det dystre og uhyggelige univers, som ofte optræder i Charlotte Brontës klassiker. Det virker så forkert.
Tidligere filmatiseringer af Jane Eyre har ikke kunne begrænse sig til en film på 2 timer, men har været nødsaget til at strække sig ud over en hel miniserie. Og det forstår man nu. Til dem, der ikke har læst bogen (hvilket jeg til gengæld kan anbefale), så har den et meget omfattende handlingsforløb, hvor der ikke bliver sparet på centrale begivenheder, som får en stor betydning i det store billede. Men da man ved at lave en film har et begrænset tidsrum at arbejde med, må historien lide under for nogle (læs: mange) tab. For det første slås mange scener sammen for at spare tid, men de springer meget hurtigt igennem de vigtige scener, som de så alligevel vælger at inddrage. Scenerne får ikke lov til at tage den tid, som de kræver. Personligt synes jeg, at følelserne og den inderlighed, som jeg oplever ved hver læsning af Jane Eyre, forsvinder. Der er simpelthen ikke tid til at udtrykke deres følelser og understrege intensiteten og inderligheden af dem, så jeg kan ikke tro på, at Jane og Rochester virkelig elsker hinanden.
Til slut synes jeg, at rigtig mange af skuespillerne er fejlcastet - Michael Fassbender og Mia Wasikowska fx. Og det er måske ikke så heldigt, når de har hovedrollerne. Wasikowska kan da til nød og næppe gå an, men Fassbender er altså ingen Rochester.

SKUFFENDE, BURTON

(.) (.) (kilde: 1, 2)
(.)
Jeg er stor fan af Tim Burton og alt, hvad den mand gør - ligeså vild er jeg med kombinationen af Burton og Depp, men Dark Shadows skuffede mig dog. Dark Shadows starter i slutningen af 1700-tallet med Barnabas Collins, der afslår heksen Angeliques kærlighedstilbud. I sorg forbander Angelique hele familien Collins og forvandler Barnabas til en vampyr. Hun låser ham inde i en kiste, graver ham ned i jorden og lader ham ligge der i 200 år, mens hun terroriserer hans efterkommere. Da Barnabas Collins endelig vender tilbage i 1970'erne, vil han gøre alt for at rejse familiens ære igen. Jeg synes, at selve historien er ret kedelig. Og det er nogle kedelige karakterer, vi har med at gøre - især Barnabas Collins. Jeg har ikke så meget imod vampyrtemaet (som jo er kommet på mode), men jeg er så træt af den moralske vampyr á la Edward Cullens. Og sådan er Barnabas. Men misforstå mig ikke. Det er stadig det klassiske, skæve Burton-univers, og det hæver virkelig filmen. Burton har også helt klart styr på teknikken, og det skal han have credit for. Selvom historien ikke imponerede mig, så er filmen virkelig godt lavet, og det gør det alligevel til en fornøjelse at se den.
Helena Bonham Carter er en anden af Burtons yndlinge, og hun er selvfølgelig også med her, omend hun desværre spiller en meget lille rolle.

HOWL

(kilde).

Howl er filmen om digteren, Allen Ginsberg, der var en pioner inden for Beat-generationen af forfattere, der brød igennem i 1950'erne. Jeg troede, filmen primært ville omhandle retssagen om Ginsbergs digt/digtsamling, Howl, der har et meget provokerende og vulgært sprog og derfor kom i retten. Anklaget for at være obskøn. Men retssagen fylder faktisk en meget lille del af filmen, og det gør egentlig ikke noget, for sagen bliver fremstillet meget udførligt, og man fornemmer hurtigt idéen bag både anklagerens og forsvarerens ord. Dét, jeg syntes var mest spændende, var dog interviewet med Ginsberg (James Franco), der skulle forestille at foregå under retssagen. Man kommer i interviewet ind på livet af Ginsberg - ikke kun Ginsberg som menneske, men forfatteren Allen Ginsberg: Hans syn på verden, hans syn på litteratur, litteraturens muligheder osv.
Filmen krydsklipper meget vellykket mellem interviewet, retssalen og salen, hvor Ginsberg for første gang læser Howl op for et jublende publikum af unge mennesker samt en syret fremstilling af digtet, som det må se ud inde i Ginsbergs hoved. Det er i de scener, hvor digtets indhold præsenteres visiuelt, at man får det egentlig indblik i, hvor kringlet og syret hanss tankegang egentlig er.
Det er interessant at se forsvaret og angrebet på litteratur - angrebet er ikke rettet mod Ginsberg, men mod litteraturen selv. Litteraturen som et medie. Hvad kan litteraturen tillade sig? Hvad skal litteraturen kunne? Hvordan skal man læse litteratur?

NICK & NORAH'S INFINITE PLAYLIST

Af ren og skær kedsomhed har jeg lånt et par film af Nadia - det er jo ikke allerede, der skal rejse verden tynd i påskeferien - hvor Nick & Norah's infinite playlist lå øverst i bunken. Jeg har en mindre fobi for Michael Cera (hvorfor ændrer den drengs ansigtsudtryk sig aldrig??), men på trods af det, knuselsker jeg filmen. Den er sjov, den er godt skruet sammen og det hele samler sig om musikken. Selvom musikken er omdrejnings- og udgangspunkt for filmen, så er jeg ikke helt vildt med soundtracket, men stilen passer bare så godt ind i universet.
Hvordan kan man ikke elske en film, der indebærer alt fra bøssebands, et skrot af en gammel gul bil og den simple kærlighed til musikken.


(kilde: 1, 2, 3).

HAKUNA MATATTA OG HYSTERIA

Jeg synes, der er en overvægt af filmanmeldelser herinde for tiden. Der er bare så god tid til film, når man nu har ferie, så i aftes nød jeg en klassiker sammen med min bedste veninde samt en af de nye premierefilm.




(kilde 1 og 2)

Løvernes Konge var den første film, jeg så i biografen som lille, så den har jeg et særligt forhold til. Den har dog nået helt nye højder, efter Sandra fortalte mig, at hun skulle sammenligne den med Shakespeares Hamlet i engelsktimerne. Som I sikkert ved har man for nylig udgivet Løvernes Konge på DVD i en restaureret udgave, og nu har den så igen ramt biograferne - nu i 3D. Og jeg er som sagt ingen fan af 3D. Stadig ikke. Nogle gange er det en knald god idé med en god effekt, ja, men for det meste synes jeg, det ser billigt ud - i hvert fald når det kommer til tegnefilm. Fordi de prøver at skabe dybde i billedet, ligner de julekalenderne fra TV2, som man sidder og samler og får skabt et lille 3D-landskab med forgrund, midte og baggrund. Det er ret ærgerligt, men filmen er selvfølgelig stadig rigtig god.




(kilde 1 og 2)

Hysteria er vist en film, som ingen tør se. Der er i hvert fald ikke rigtig mange, der køber billetter til den. Den finder sted i midten af det 19. århundrede - midt i victoriatiden - og handler om en bestemt sygdom, der rammer de flester kvinder: Hysteri i form af angst, temperament m.m., og det kan kun helbredes ved gentagende stimuleringer af "det følsomme område" (jep). Og det løber så over i vibratorens opfindelse. Det er en lidt speciel, sjov film, som mere virker som en joke end som en sandfærdig historie (som den påstår at være). Det sjoveste ved filmen er nok lægerne, der er meget alvorlige og videnskabelige omkring behandlingerne og beskriver dem med medicinske termer, mens kvinderne ligger foran dem og skriger af fryd. Det er ikke en film, jeg ville gide at se igen, men den er okay.

HOLMES & JACKMAN

Det er ved at være pænt lang tid siden, jeg har set Sherlock Holmes: Game of Shadows, men den skal da nævnes alligevel. For nøj hvor er den dog god! Det er samme stil og en direkte fortsættelse af den sidste film om Sherlock Holmes, og selvom det ikke er den klassiske og rolige Sherlock Holmes, så har jeg intet imod den slagsbror, som Downey Jr. gør ham til. Han er stadig superhjernen, men nu kan han slå fra sig. Det går hurtigt, så man skal være vågen for at kunne følge med, men den er sjov, den er genial (og den lægger heldigvis op til en 3'er).



Jeg så Real Steel i aftes med min bror, og selvom det ikke er den slags film, jeg bedst kan lide at se (en såkaldt chips-film), så var den rigtig god. Jeg ved ikke, om jeg har et eller andet med robotter og robotter der slås, for jeg kunne også godt lide Transformers. Men Real Steel handler ikke kun om robotter, men om et farogsøn-forhold, der udvikler sig fra at være hadefuldt til at være det bedste venskab, man kan ønske sig med sin far. Og så er Hugh Jackman med ;)

GØR SOM AMÉLIE

(kilde 1, 2, 3).

Den franske film om den fantasifulde Amélie er kommet på den ellers ret korte liste over mine yndlingsfilm. Den er smuk, den er sjov, og den er elskelig. Jeg kunne ikke lade være med at knuselske det univers, som skabes af Amélie - pigen, der i sin barndom ikke kendte andre end sine forældre og derfor ikke ved, hvordan hun skal fungerer sammen med andre i sit voksne liv i Paris. Hun gør sit for at gøre andre lykkelige, mens hun selv nyder de små glæder som at slå smut med sten - men det betyder jo ikke, at hun selv skal gå glip af livets større glæder.
Selvom Amélie er genert og tilbageholdende tager hun alligevel mange chancer, hvilket har gjort hende til Annas og mit forbillede! Hver gang én af os tøver eller er i tvivl om, hvad vi skal gøre eller ikke tør tage en chance: "Gør som Amélie!" For udover at være fransk og smuk, så er hun også sej!

BEGINNERS

(kilde)

Beginners er en smuk film om at finde lykken - som kan vise sig i de mest uventede former på de mest uventede tidspunkter. Oliver har et par spolerede forhold bag sig, da han ikke vil ende som sine forældre, der ikke var forelskede. Han lever et liv fuldstændig modsat sin far, Hal, der efter moderens død springer ud som bøsse og lever et meget farverigt liv i the gay community. Selvom Hal nu lever en livsstil, der var meget kontroversiel i hans ungdom, er det tydeligt at se, hvor lykkelig han er blevet, når han ikke længere skal leve bag en facade af heteroseksualitet. I modsætning til hans søn, som endnu ikke ved, hvordan lykken findes.
Det er en anbefalelsesværdig film. Den er smukt filmet med et godt manuskript, og så kan man jo ikke lade være med at elske den. Jo mere jeg tænker over filmen, jo bedre kan jeg faktisk lide den.

KLASSEFESTEN

Ja, den bliver jo nok snart taget af biografernes programmer igen, men alligevel. Jeg så den først i går, så here we go.
Jeg frygtede, at det ville blive platplat á la Blå mænd og Alle for én, og Klassefesten er også ofte liiiige på grænsen, men det meste af tiden er den altså virkelig sjov! Det er humor, der er tænkt over. Og de tre hovedpersoner er geniale: Niels spillet af Nikolaj Kopernikus, der føler sig gammel, ubrugelig og usexet, spytter spidige og selvhadende jokes ud i løbet af hele filmen - og så er han sådan cirka verdens uheldigste mand! Så er der Thomas spillet af Troels Lyby - musikeren, der gang på gang forsøger at booste sit selvværd med damer og stadig lever som om, han er 20 år gammel. Til sidst er der Andreas spillet af Anders W. Berthelsen, der efter skilsmissen er desperat efter at få en kæreste og er paranoid over at alle mænd er ude på at stjæle pigerne fra ham (ligesom med ekskonen).
(læg lige mærke til, at navnene mere eller mindre minder om skuespillernes navne!)
Selv synes jeg, at jubilæumsfester er et halvfesent koncept, fordi man altid falder tilbage til de samme gamle roller og vaner, selvom der er gået 25 år (mindre kan også godt gøre det). Og festen kan bare ikke leve op til forventningerne. Det er lidt samme fornemmelse, man får af festen i filmen, for selvom mændene kommer hjem - et par erfaringer og erkendelser rigere - så lever festen slet ikke op til forventningerne.

Men god er filmen.

WANNA WATCH

THE IMAGINARIUM OF DR. PARNASSUS

(kilde).

Det er jo en fantastisk film! Selvom den foregår i det moderne London, så trækker det omvandrende imaginarium alligevel en med tilbage til en anden tid, hvor et cirkus var et rigtigt cirkus. Jeg elsker den vilde, vovede og magiske cirkusstemning, som præger hele filmen og dets karakterer (jeg har et lille, spinkelt håb om, at den er samme stemning, Britney Spears har ønsket at skabe her). Det er Alice in Wonderland, der møder cirkusverdenen, for inde bag "spejlet" bliver ens vildeste fantasier til virkelighed, og man træder ind i en fantastisk verden.
Det er en smukt udført film, der dog har visse lighed med mange andre historier (udover Alice in Wonderland er der Faust og Prospero fra The Tempest), hvilket giver den uoriginalitet midt i alt det originale.

WANNA WATCH