W. H. AUDEN

i engelsk skulle vi analysere w. h. audens digt, funeral blues, fra 1936. min lærer havde på forhånd sagt, at det ramte hårdt, hvis man kendte til sorg ved dødsfald og sådan, men jeg havde ikke regnet med, at det ville ramme så hardt! det er virkelig et tragisk digt (læs det ikke, hvis du i forvejen er i et dårligt humør), og jeg kender godt følelsen, som det lyriske jeg giver udtryk for i digtet - dog ikke lige i forbindelse med begravelser og død. digtet bliver læst højt i filmen, fire bryllupper og en begravelse, så det skulle vi selvfølgelig lige se/høre, og det er måske pga. det klip, at det ramte så hårdt!
.. jeg har i hvert fald valgt at blogge både klippet og digtet ..



Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message 'He is Dead'.
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now; put out every one,
Pack up the moon and dismantle the sun,
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.

....