Jeg blev rimelig skuffet over Amalie Skrams Professor Hieronimus. Det er en roman med selvbiografiske træk, der handler om Else Kant, der indlægges på psykiatrisk afdeling under Professor Hieronimus' ledelse (roman blev skrevet efter Skrams egen indlæggelse på et psykiatrisk hospital). Da jeg hørte, at bogen handlede om sindssyge, håbede jeg, at man ville se et menneske, der virkelig var styret af sit instinkt og nærmest ikke havde noget menneske tilbage i sig. Men udover nogle ret underlige hallucinationer, så kan jeg ikke rigtig få øje på, hvorfor Hieronimus konstatere, at hun er fuldstændig utilregnelig og sindssyg...
Derudover bliver man meget hurtigt træt af Else Kants selvmedlidende udråb og påmindelser om, at hun ikke kan sove.
På plussiden afspejler romanen virkelig en kvinde i et patriarkalsk samfund, der prøver at finde sig selv og være individualistisk og selvstændig på en sådan måde, at mændene føler sig truet og gør alt for at holde hende nede. Samtidig ser man også en kvindes desperate forsøg på at genvinde sin frihed.
Jeg er splittet mht., hvorvidt jeg egentlig kan lide den her roman. Jeg vil nok kun give den 3 ud af 6 stjerner, da den virkelig trættede mig allerede halvvejs igennem de 166 sider, og fordi jeg slet ikke føler mig fristet til at læse efterfølgeren. På den anden side havde den også meget godt i sig.
”Else fulgte dens bevegelser med sine trette øyne og tenkte på hvor dum den var som ikke ganske rolig satte sig et sted og ventet til vinduet ble lukket opp. Så kunne den jo fly ut og ha sin frihet – Frihet – aldri var det faldt henne inn for en verden av lykke det ord rommet.”
Den er ikke fyldt med stavefejl, men læste den på norsk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar