HOW SOON IS NEVER?
Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til denne roman, men den har virkelig overrasket mig positivt. Den handler om Joe Green, som man lærer at kende fra hans tidlige teenageår, hvor han blev forelsket i musik, og musik fik fra da af stor betydning for hans liv. Midt i hans teenageår bliver han bekendt med The Smiths som forandrer hans liv fuldstændig - ikke nok med, at han i bandets storhedstid får venner, hvor de samler sig om dette band, så forandrer denne kærlighed til Morissey & Co. ham fra at være en rebelsk punker til kreativ kæreste. Alt det falder dog fra hinanden, da banden går fra hinanden i slutningen af 80'erne.
Jeg elsker, at sproget i romanen er så sarkastisk og spydigt og selvmelidende, at man kun kan holde af Joe Green, selvom han egentlig er en type, jeg ret hurtigt ville blive træt af. Hans liv er - i hvert fald ifølge ham selv - fuldstændig elendigt og meningsløst, men det forhindrer ham ikke i at forsøge at finde bare lidt mening og glæde hist og pist. Ellers kan man jo altid drukne sine sorger i litervis af alkohol.
En anden ting er, at romanen på utrolig vis formår at skildre kærligheden til musik, som jeg aldrig har set det før. Joe Green er ikke selv musiker, så kærligheden handler om, hvordan musikken påvirker ens liv, følelser og syn på verden og sig selv. Alt står og falder med musikken.
“Before you aaign me general admission seating in that especially torturous place in hell reserved for 30-plus-year-old guys who still hang around their old college town, let em clarify something here: I work in rock’n’roll”.
Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til denne roman, men den har virkelig overrasket mig positivt. Den handler om Joe Green, som man lærer at kende fra hans tidlige teenageår, hvor han blev forelsket i musik, og musik fik fra da af stor betydning for hans liv. Midt i hans teenageår bliver han bekendt med The Smiths som forandrer hans liv fuldstændig - ikke nok med, at han i bandets storhedstid får venner, hvor de samler sig om dette band, så forandrer denne kærlighed til Morissey & Co. ham fra at være en rebelsk punker til kreativ kæreste. Alt det falder dog fra hinanden, da banden går fra hinanden i slutningen af 80'erne.
Jeg elsker, at sproget i romanen er så sarkastisk og spydigt og selvmelidende, at man kun kan holde af Joe Green, selvom han egentlig er en type, jeg ret hurtigt ville blive træt af. Hans liv er - i hvert fald ifølge ham selv - fuldstændig elendigt og meningsløst, men det forhindrer ham ikke i at forsøge at finde bare lidt mening og glæde hist og pist. Ellers kan man jo altid drukne sine sorger i litervis af alkohol.
En anden ting er, at romanen på utrolig vis formår at skildre kærligheden til musik, som jeg aldrig har set det før. Joe Green er ikke selv musiker, så kærligheden handler om, hvordan musikken påvirker ens liv, følelser og syn på verden og sig selv. Alt står og falder med musikken.
“Before you aaign me general admission seating in that especially torturous place in hell reserved for 30-plus-year-old guys who still hang around their old college town, let em clarify something here: I work in rock’n’roll”.
2 kommentarer:
Det lyder som en god bog!
Det er det også ;)
Send en kommentar