TIL HENDE DERHJEMME
Pentti Saarikoski er åbenbart en stor kanon indenfor finsk litteratur, og jeg er da heller ikke ked af at have læst hans Brev til min hustru. Romanens hovedperson (eller skriveren af det meget lange brev) er taget til Dublin for at finde ud af, hvad forholdet til konen betyder for ham, samtidig med at hans forelægger har bedt ham om at skrive endnu en bog, som så tager form i dette brev. Han finder dog hurtigt ud af i løbet af de par uger, han går hvileløst rundt i Dublins gader med enten en ginrus eller tømmermænd, at han ikke kan undvære sin kone.
Mit kendskab til Saarikoski er ikke godt nok, til at jeg skal kunne sige, om beretningen faktisk er hans egen, men jeg kan faktisk meget godt lide romanen, selvom den ikke på nogen måde er struktureret og egentlig ikke har et egentligt plot. Det er ét lang brev uden afsnit, uden grænser og uden censur. Det er en endeløs tankestrøm, og selvom meget af det egentlig er noget pladder (som tilføjer noget til hele fornemmelsen af hans sindsstemning), så kommer der faktisk nogle meget fornuftige bidrag her og der.
Fx tænker han et sted over, om man kan få sygeerstatning, hvis han nu skulle ske at få en skriveblokade eller lignende, der forhindre ham som forfatter i at skrive - for betragtes det at skrive overhovedet som et job?
Da jeg så titlen forventede jeg måske lidt en pladderromantisk kærlighedserklæring til Hausfrau, men det er det ikke. Det er meget mere end det.
"Jeg vil prøve at fortælle dig alt, hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Men jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive. Jeg vil kun rette stavefejlene."
Pentti Saarikoski er åbenbart en stor kanon indenfor finsk litteratur, og jeg er da heller ikke ked af at have læst hans Brev til min hustru. Romanens hovedperson (eller skriveren af det meget lange brev) er taget til Dublin for at finde ud af, hvad forholdet til konen betyder for ham, samtidig med at hans forelægger har bedt ham om at skrive endnu en bog, som så tager form i dette brev. Han finder dog hurtigt ud af i løbet af de par uger, han går hvileløst rundt i Dublins gader med enten en ginrus eller tømmermænd, at han ikke kan undvære sin kone.
Mit kendskab til Saarikoski er ikke godt nok, til at jeg skal kunne sige, om beretningen faktisk er hans egen, men jeg kan faktisk meget godt lide romanen, selvom den ikke på nogen måde er struktureret og egentlig ikke har et egentligt plot. Det er ét lang brev uden afsnit, uden grænser og uden censur. Det er en endeløs tankestrøm, og selvom meget af det egentlig er noget pladder (som tilføjer noget til hele fornemmelsen af hans sindsstemning), så kommer der faktisk nogle meget fornuftige bidrag her og der.
Fx tænker han et sted over, om man kan få sygeerstatning, hvis han nu skulle ske at få en skriveblokade eller lignende, der forhindre ham som forfatter i at skrive - for betragtes det at skrive overhovedet som et job?
Da jeg så titlen forventede jeg måske lidt en pladderromantisk kærlighedserklæring til Hausfrau, men det er det ikke. Det er meget mere end det.
"Jeg vil prøve at fortælle dig alt, hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Men jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive. Jeg vil kun rette stavefejlene."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar