MilleMilla

Black Swan.
Den søde, blide og uskyldige pige skal finde sin mørke side og lade den komme til udtryk i sin dans, men dette ender i en katastrofe. Det er en virkelig god film, selvom den søde udgave af Natalie Portman er vildt irriterende at høre på med sin meget lave og skrøbelige stemme. Men filmen handler ikke kun om, at det mørke vinder over det lyse, men også om det perfekte (hvis andre end jeg har set dokumentarerne om balletdansere, så ved man, hvad jeg taler om). Kampen for det perfekte slider ikke kun på det fysiske, men også på det psykiske.
Og måden, filmen leger med grænsen mellem fantasi og virkelighed, gør den kun endnu bedre!
(Derudover er det stadig fantastisk at se sin SRP blive bekræftet på film).

The King's Speech.
Jeg har delte meninger om den film. På den ene side kan jeg virkelig godt lide Geoffry Rushs rolle som den flabede taleterapeut, der er skide ligeglad med de formelle former og hierakiet (thumbs up!), og måden, kongen/Colin Firth (som også spiller fremragende!) bliver filmet på for at vise, at han bliver set ned på og er meget flov over sig selv, er også genial. Men på trods af det, kan jeg ikke lide, at kongefamilien gør seerne så meget opmærksom på, at de ikke er almindelige mennesker, og at man ikke kan tale til dem som sådan - det er derfor Geoffry Rush er sej!

Derudover er filmen altså meget lang...