MilleMilla

Knocked up. En film, der skulle have været tøset og en smule overfladisk, endte faktisk med at være rigtig god! Jeg elsker, at man har valgt en kikset, ucharmerende og stoned fyr i form af Seth Rogen til at spille den mandlige hovedperson, for normalt er det jo de høje, flotte og trænede fyre, der får den rolle. Allerede fra starten deler man Katherine Heigls væmmelse og ærgelse over at have trukket nitten, men i løbet af filmen ser man, at Seth Rogen faktisk er en perfekt far, og det lille stenhjerte bliver varmt.



Mao's last dancer. Den så jeg så sent som i aftes, og under filmen lagde jeg mærke til, hvordan jeg rent fysisk reagerer på en film, når den springer min 1-5 skala. Først gåsehud, evt. tårer, og efter filmen reagerer jeg enten ved at være overstatisk eller så målløs, at jeg ikke kan finde ord til at forklare den. Der var gåsehud, der var gråd (jeg kunne høre, at mange rundt om i salen sad og snøftede), og lige nu kan jeg ikke finde de rette adjektiver til at beskrive, hvor smuk en film den er.