KNAUSGÅRDS KAMP

Det er lidt flovt. Lige siden første bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp-serie udkom i 2009, har jeg været modstander. Det handler om ham selv ned i meget små detaljer. Jeg synes, det var noget værre navlepilleri at skrive 600 bøger a ca. 500 sider om sig selv. Men 1'eren stod så på pensumlisten for 2. semester, og nu har jeg læst den. Og selvom jeg følger mig lidt snydt af Gyldendal, så er jeg helt vild med den! Så meget at jeg faktisk gerne vil læse videre i serien. Første bind går meget tæt på Knausgårds familie og familieforhold, især til sin far, og det fanger mig på en eller anden måde. Jeg kan ikke sige, hvad det er, men jeg blev meget grebet af og har næsten lyst til at skrive et brev til Knausgård om min personlige oplevelse som læser - men det gør jeg nok ikke. Men når det netop er så detaljeret, som det er, så bliver man lidt mistænksom. For kan man virkelig huske, hvordan der lugtede i stuen netop den søndag i oktober, da han var omkring 7 år? Og selvom det er småting, så er det generelt meget uklart, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta, og det synes jeg virker så grænseoverskridende som læser. Hvor ærlig er han? Hvor meget udnytter han læserens indlevelsesevne?
Det er også som om, at værket udstråler en hvis nødvendighed af det nedskrevne. Knausgård har vakt megen røre i Skandinavien, netop fordi han er så ærlig, som han påstår at være og fremlægger hele familien uden filter og forbehold. Men det virker som om, han har haft brug for at få ordene ned, ud på papir og ud i verden og måske på den måde distancere sig fra det.
Jeg vil i hvert fald rigtig gerne læse videre.