FASSBENDER & WASIKOWSKA

(kilde: 1)

Jeg havde længe glædet mig til at se den seneste version af Jane Eyre, selvom jeg havde fået blandede anbefalinger fra venner og bekendte. Den første halve time prøvede jeg virkelig at være positivt indstillet, fordi jeg så gerne ville kunne lide den. Men den gik ikke. Til at starte med, var jeg glad for, at den startede meget utraditionelt i forhold til de andre filmatiseringer (man kan jo ikke lade være med at sammenligne lidt), da den startede midt inde i fortællingen. Det var dejligt, at filmen allerede fra første sekund lagde op til en ny helt ny Jane Eyre - i stedet for at det bare var endnu en filmatisering af den spændende fortælling om den forældreløse piges kærlighedseventyr. Men selvom den skal have credit for at prøve noget nyt, så synes jeg ikke, det fungerer i praksis, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvorfor den springer frem og tilbage mellem tre perioder i Janes liv: Hendes barndom, hendes tid på Thornthield Hall og hendes tid med sin familie på den engelske hede. Selvom filmen er smukt lavet, så er det ikke bare ikke nok til at hæve den op på et andet niveau. Den er meget "lys" og blid i det, hvilket ikke passer med det dystre og uhyggelige univers, som ofte optræder i Charlotte Brontës klassiker. Det virker så forkert.
Tidligere filmatiseringer af Jane Eyre har ikke kunne begrænse sig til en film på 2 timer, men har været nødsaget til at strække sig ud over en hel miniserie. Og det forstår man nu. Til dem, der ikke har læst bogen (hvilket jeg til gengæld kan anbefale), så har den et meget omfattende handlingsforløb, hvor der ikke bliver sparet på centrale begivenheder, som får en stor betydning i det store billede. Men da man ved at lave en film har et begrænset tidsrum at arbejde med, må historien lide under for nogle (læs: mange) tab. For det første slås mange scener sammen for at spare tid, men de springer meget hurtigt igennem de vigtige scener, som de så alligevel vælger at inddrage. Scenerne får ikke lov til at tage den tid, som de kræver. Personligt synes jeg, at følelserne og den inderlighed, som jeg oplever ved hver læsning af Jane Eyre, forsvinder. Der er simpelthen ikke tid til at udtrykke deres følelser og understrege intensiteten og inderligheden af dem, så jeg kan ikke tro på, at Jane og Rochester virkelig elsker hinanden.
Til slut synes jeg, at rigtig mange af skuespillerne er fejlcastet - Michael Fassbender og Mia Wasikowska fx. Og det er måske ikke så heldigt, når de har hovedrollerne. Wasikowska kan da til nød og næppe gå an, men Fassbender er altså ingen Rochester.