B A G O M W O O D Y A L L E N ?

(.)
(kilde 1, 2).

Efter at have set Midnight in Paris har jeg fået et mindre flip med Woody Allen, og det undrer mig egentlig lidt, at det var min første Woody-film. Jeg glædede mig virkelig til at se Woody Allen: A documentary, men jeg blev desværre meget skuffet. Jeg havde håbet at komme bag kameraet og tættere ind på ham som person, men det meste af filmen var egentlig en mere eller mindre detaljeret gennemgang af hans filmkarrieres opturer og nedturer, og det kedede mig. Jeg ville gerne, at der var mere fokus på Woody og ikke på hans film. Jeg blev så glad, da han trak en masse noter og idéer til film m.m. frem fra sin natbordsskuffe - en kæmpe rodebunke med idéer skrevet på alle mulige lapper fra forskellige hoteller m.m. Og da han viste os den skrivemaskine, han har ejet i ca. 50-60 år, og som han har skrevet alle sine film på. Først der kommer man tæt ind på Woody og ser, hvem der egentlig står bag filmene, og det var i de få øjeblikke, at jeg vågnede op fra min søvn. Jep, jeg sov faktisk lidt og var på et tidspunkt tæt på at give helt op.
Jeg er virkelig ked af, at filmen skuffede mig så meget, for jeg er virkelig blevet vild med Woody-film. På trods af dokumentaren har jeg lyst til at se hans film - gamle som nye - også selvom han har en træls forkærlighed for Diane Keaton og Scarlet Johanson. Jeg elsker hans menneskelige tilgang til sine film. Vi er på et niveau, hvor menneskene sættes i fokus, det er dem og deres liv, der er vigtigt og vores indgangsvinkel for at komme tættere på, hvad der er vigtigt i livet, hvad vores mål er.