Jeg har først nu set filmen med den æstetiske titel, og det var en noget blandet oplevelse. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal mene om den. På den ene side er den virkelig absurd og egentlig også grænseoverskridende, men den formår alligevel at skildre søgen efter nærvær, accept og det perfekte meget... rørende.
Slut scenen var nok min yndlings, hvor de sidder omkring julebordet og kender til hinandens hemmeligheder, men de tier stiller for at bibeholde det perfekte billede, som de sidder midt i.
1 kommentar:
Tænk sig; jeg havde en helt anden oplevelse af den sidste scene..
Isetdet for at ville bibeholde en facade af noget, der synes perfekt uden at være det, så tænker jeg det som en scene, der beskriver en stiltiende accept af at vi alle sammen er bizare mennesker, med vores helt særegne underlige "defekter". Alle ved det bord vidste noget om sig selv, og om de andre, og dermed behøver de skamme sig over det, de selv gemmer på!
.. men sådan er det med gode film og bøger - at noget så enkelt som en scene ved et spisebord kan have så mange nuancer, og opfattes så forskelligt!
Send en kommentar