EXTREMELY LOUD AND INCREDIBLY CLOSE - IGEN

I forbindelse med studiet skulle jeg (gen)læse Jonathan Safran Foers geniale mesterværk, Extremely loud and incredibly close. Der er er så meget smukt og rigtigt at sige om disse 326 sider, men i stedet for bare at skrive en anmeldelse som jeg plejer (der er heller ikke rigtig nogen idé i at anmelde den samme bog to gange, selvom jeg er noget så tosset med den her), så vil jeg gerne give jer anmeldelsen, som min læsegruppe og jeg fik til opgave at skrive:

"Jonathan Safran Foer har med Extreamly Loud and Incredibly Close skrevet en både overraskende, overvældende og hjerteknusende beretning om den 12årige, fantasifulde og iderige Oskar Schell. Romanen finder sted ca. to år efter angrebet på Tvillingetårnene, hvor Oskars far blev et af de mange ofre. Oskar kan ikke komme videre med sit liv, og finder en nøgle blandt hans fars ting med en lille note, hvorpå der står navnet – eller ordet – ”Black”. Oskars mission bliver nu at finde låsen til nøglen og finde det, han tror, hans far har efterladt til ham, og på den måde formå at beholde kontakten til faren lidt længere endnu. Hele handlingen handler om Oskars sorg og hans bearbejdning af farens tragiske død, der giver ham ”heavy boots” og får ham bl.a. til at reflektere over, hvordan man kunne lave en sø, der kan opsamle folks tåre gennem et specielt afløb placeret under folks hovedpuder. På Oskars Odyssélignende rejse gennem New York opsøger han alle med efternavnet Black, og i jagten på låsen, der passer til nøglen, dukker snart flere spørgsmål op end svar. Men vigtigst af alt bringer det Oskar tættere på et nyt menneske, da han i slutningen af romanen finder sig selv grave farens tomme kiste op sammen med farmorens mystiske logerende. Sideløbende med historien om Oskar berettes om farmorens liv. Hun er både vidne til sit barnebarns tydelige fortvivlelse, men uden mulighed for at kunne tage smerten fra ham eller lindre den, indvier hun i stedet læseren i sin egen personlige tragedie med udgangspunkt i bombardementerne i Dresden under 2. verdenskrig. I en række breve til Oskar fortæller hun om forholdet til farfaren, og på samme måde gengives farfarens breve til det ufødte barn han efterlader sammen med hans kone i New York i 1978.
Fremstillingen af de to tragedier sker ved hjælp af elegant brug af typografiske greb, som når Oskars stumme farfar ikke kan udtrykke alt det han har på hjerte, da han løber tør for papir, og skriften klemmes tættere og tættere sammen, så den til sidst er ulæselig. Denne gribende roman indeholder også en lang række billeder, som ikke direkte indgår i handlingen, men som er en del af selve handlingen. Alle disse visuelle greb gør Foers anden roman til andet, end et litterært mesterværk – den er også et lille kunstværk i sig selv. Foer beviser, at litteratur er andet end ord og sproglige finesser, men også et spørgsmål om at tænke uden for boksen og om at tage chancer, hvor andre ikke tør.
Det er i sandhed fortællingen om det lille menneskes historie i den store historie. Både Oskar og hans bedsteforældre fortæller deres egen lille historie, som en del af den store og medrivende katastrofe, som de hver især er en del af og altid vil være bundet til. Foer binder disse erfaringer og erindringer sammen og kobler det hele sammen til en større helhed, der fremstiller den lille families traumer efter så voldsomme oplevelser. Det er ikke noget, man nogensinde vil kunne kaste af os, men man må leve med det resten af livet. Foer både fanger og bevæger læseren, som sidder tilbage med samme magtesløshed som Oskar, når han vandrer rundt i New York og søger sandheden, som virker længere og længere væk, for hvert skridt han tager. Safran Foer satser altså på alle måder med en roman omhandlende livet efter 9/11. Som mange af tidens 9/11-romaner søger Safran Foer med Extremely Loud and Incredibly Close at zoome ind på familiens tragedie og igennem dette beskrive terrorens vigtigste våben: Splittelsen af den jævne familie og det nære, men også splittelsen af det enkelte individ."

Skrevet af:
Majken Roswalld Portefée Lex,
Maria Gram,
Maranne Spangsgaard,
Cecilie Marie Dalhoff
& Camilla Engkjær Laursen.