(.)
(.) Amalie Smiths seneste udgivelse, I CIVIL, er en samling digte, kortprosa, mini-essays m.m. om en smuk og poetisk historie om et ungt par, deres kærlighed og splittelsen mellem dem, da han bliver ramt af kræft. Smith formår elegant og smukt at beskrive den unge kærlighed, der forbinder de to individer - som en kemisk binding. Fortælletonen er skrøbelig, øm, kærlig og melankolsk og blander naturvidenskab med det poetiske: Parret som en encellet organisme, der i takt med tiden udvikler sig, bliver flercellede og altså kommer længere og længere væk fra hinanden. Det er denne sorg, som jeg'et forsørger at forklare, bearbejde, forstå. Udover det smukke arbejde med ordene, arbejder Amalie Smith også rigtig meget med det visuelle: Hvid skrift på sorte sider - i stedet for omvendt - og billeder. Billederne er jeg dog ret skeptisk overfor, da mange af dem virker amatøragtige og er printet i et meget lille format (som man kan se på bloggen her er jeg fan af store billeder). Og så bruger hun ikke billederne, får dem ikke flettet ind i teksten på nogen måde. De står der bare. Ubrugt. Men misforstå mig ikke. Jeg er ovenud begejstret for I CIVIL, giver den fem ud af fem stjerner og anbefaler den allerede til alle. Og selvom jeg ikke er så glad for billederne, så kan jeg godt lide, at der er blevet brugt så meget krudt på det visuelle, som på ordene, der dog klart vinder i den sammenhæng! Hvis man skulle være interesseret i at støde ind i Amalie Smith (og Ursula Andkjær Olsen for den sags skyld), så er hun at finde på Løves Vin- og Bogcafe i Århus på søndag - læs mere her.
"Dagen før har jeg holdt dig i armene nede på sportspladsen og set på dit ansigt og tænkt: Du er virkelig ikke nogen anden person end mig. Vi er en og samme person. Og jeg siger det til dig, og vi ler begge, men du ved godt, at jeg mener det, og så siger du: Nej."
(Smith, s. 87).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar