søndag den 6. maj 2012

DET DANSKE BJERG

Photobucket
(kilde: saxo.dk)
Mount København er Kaspar Colling Nielsens debut fra 2010, der tog læserne og kritikerne med en sådan storm, at han vandt Danske Banks Debutant Pris for den. Mount København indeholder 17 fortællinger, der alle drejer deres akse om det 3500 meter høj bjerg, staten har brugt penge på at bygge i København. Bjerget bliver årsag til utallige forandringer – både i miljøet og i danskernes bevidsthed. Hvis det er muligt at bygge et bjerg i Danmark, må alt være muligt. Og det bliver det for de meget viljestærke danskere, der skildres i fortællingerne.
Fortællingerne balancerer mellem forskellen på kunstigt og naturligt, da det kunstige bliver naturligt, fx bjerget, der er en kunstig konstruktion, men bliver mere og mere naturligt, som danskerne tager bjerget til sig og bruger det. Ligeledes står det til med danskerne, der får de vildeste idéer, og i det de fører dem ud i livet, forandrer de hele opfattelsen af mennesket og verden. Alle grænser for, hvad der er muligt brydes fuldstændigt ned. Selvom det hele lyder usandsynligt sært, så virker det hele så naturligt og selvfølgeligt inden for universets rammer, og det er det, der gør bogen anbefalelsesværdig for mig! De 17 fortællinger beretter om forskellige personer, men flere af dem går igen – både som en fortsættelse på deres egen historie, men også som et led i andres. Og det helt uden at det virker forceret.
Mount København levede trods min tilsyneladende fascination ikke op til mine forventninger (men jeg havde nok også hypet den for meget til, at det var fair), men det er spændende læsning, som jeg gerne vil anbefale til dem, der har mod på at bevæge sig ind i et litterært univers, hvor man ikke kan forudse, hvor det ender.